Så endte det alligevel med, at også jeg opretter en blog.
Min første uge hernede gik med at opleve byen, det gode vejr og indsuge alle de nye indtryk.
Som bekendt har jeg været uden telefon og har derfor ikke fået taget billeder den første uges tid. Jeg fik dog støvet mit kamera op af tasken inden turen i dag gik til den italienske by Tivoli.
Som en del af vores introuge var vi i dag en tur i Villa Adriana. Dette var en gammel kejservilla som blev opført af kejser Hadrian tilbage i år 118.
Derefter fortsatte turen til Villa d'Este som blev anlagt af familien d'Este. Huset var udsmykket på den mest fantastiske måde og jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, hvis jeg skal forklare havens udseende. Den er nu på UNESCOs liste da den er et fint eksempel på renæssancens arkitektur. Jeg håber billederne giver et indtryk af de smukke bygninger og haven.
Jeg har, som I nok kan høre, allerede forelsket mig i denne fantastiske by, og nej, det er ikke (udelukkende) på grund af det velsmagende italienske køkken.
Mange hilsener fra skønne Rom.
Katrine
Ps. I skal endelig ikke forvente en masse lange romaner, men jeg vil forsøge at lægge billeder op jævnligt så det giver et indblik i livet hernede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar